Det er vel ikke for meget sagt, at den såkaldte vestlige civilisation befinder sig i en krise. De europæiske samfund, som stadig med en vis berettigelse kalder sig liberale demokratier, hævder at holde ild i demokratiets flakkende fakkel. I USA er ilden så godt som slukket, sygnet hen i fascismens fremadskridende forfald. Spørgsmålet er, om vi kan skyde hele skylden på populistiske demagoger. Ja, har der ikke altid været noget suspekt ved Vesten og dens selvforståelse som den mest moralsk overlegne civilisation?

I midten af 20. århundrede befandt den europæiske civilisation med truslen fra nazismen sig også i en krise. I yderkanten af imperierne voksede en bevægelse af antikoloniale tænkere — heriblandt Aimé Césaire og Frantz Fanon — som indså, at der altid har været råd i soklen under det vestlige fundament. Vestens hofideologi, den liberale humanisme, har i historiens nådesløse praksis kun gjaldt for hvide mennesker. Det selvsamme europæiske borgerskab, der prædikede frihed, lighed og demokrati, dehumaniserede og brutaliserede sorte folk i Afrika i et hæsblæsende kolonialt kapløb om territorier og råstoffer.

I denne sommerskole dykker vi ned i afkoloniseringens filosoffer og hvad de måske kan fortælle os om samtiden. Vi starter hos den martinikanske digter, forfatter og politiker Aimé Césaire og hans kritik af Europas moralske fordærv.

Tekst: Claes T. Sørensen

Lyd: Katharina Warrer

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

Kolonitiden er ikke forbi – eller formelt er den. De fleste europæiske kolonier blev selvstændige i midten af det 20. århundrede, og da Sydafrikas apartheidregime officielt blev afskaffet i 1994, sagde landets præsident Nelson Mandela, at “den totale frigørelse af Afrika fra fremmed og hvidt minoritetsstyre er blevet opnået”. Ikke desto mindre har de kolonialistiske strukturer overlevet. Ikke kun i den globale økonomiske ulighed mellem lande i Det Globale Nord og Det Globale Syd, men også i psyken hos de mennesker, hvis forfædre blev koloniseret.

I dagens lektion besøger vi den fransk-martinikanske filosof og psykiater Frantz Fanon, som i værket Sort Hud, Hvide Masker (1952), beskrev koloniseringens eksistentielle konsekvenser.

Tekst: Claes T. Sørensen

Lyd: Katharina Warrer

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

Hvis du har lyttet til de tidligere afsnit i denne sommerskole om afkoloniseringens filosoffer, så ved du allerede lidt om den martinikanske forfatter Aimé Césaire (1913-2008) og hans elev, psykiateren, filosoffen og frihedskæmperen Frantz Fanon (1925-1961).

I dag dykker vi ned i en anden væsentlig tænker, som endnu tidligere gik ad dekoloniale tankespor, den amerikanske sociolog og forfatter W.E.B. Du Bois (1868-1963), som i øvrigt var den første sorte person til at få en ph.d. fra Harvard University i 1895.

Tekst: Claes T. Sørensen

Lyd: Katharina Warrer

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

Feministiske bevægelser har ændret sig en hel del fra 1900-tallet, hvor suffragetterne i England kæmpede for kvinders stemmeret, til girl boss-feministernes kamp for at få flere kvindelige topchefer 2010’erne. Ifølge den jamaicanske dekoloniale filosof og forfatter Sylvia Wynter (f. 1928 og i dag 98 år gammel) lider alle feminismerne dog under det samme problem: De hviler på en for snæver – og mandet – definition af, hvad det vil sige at være menneske.

Tekst: Claes T. Sørensen

Lyd: Katharina Warrer

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

Engang fandtes der trolde og andet troldtøj i Danmark. Rundt omkring i de danske bakker og dale boede alskens mystiske væsener, der var nisser i husene og ellefolk på markerne. Og ude på heden gik der spøgelser. Det var dengang, hvor der lurede meget ondere ting ude i mørket end ulve. Men de forsvandt med tiden, og det samme gjorde alle de steder, de boede.

Det vilde landskab blev opdyrket og oplyst. Der var ikke længere plads til vætter og lygtemænd. Det er nu så længe siden, de forsvandt, at vi knap kan huske, at de var her.

Alligevel er den danske samtidslitteratur nu blevet befolket af mystiske væsener som trolde og åmænd og havfruer. Pludselig er eventyrene begyndt at pible frem.

I denne uge skal det handle om dansk folklore og folkesagn, hvor de blev af, og hvorfor de er kommet tilbage.

Tekst: Astrid Plum

Lyd: Katharina Warrer

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

I slutningen af det 19. århundrede er folketroen allerede ved at forsvinde ud af de danske lokalsamfund.

Den almindelige dansker, almuen, bliver mere oplyst; landboreformerne, der bliver indført mellem 1750-1814, ophæver stavnsbåndet, og flere bønder begynder små småt at kunne eje sine egne gårde. Imens bliver skolelovene indført i 1814, og alle børn kan nu få lov til at gå i skole. Folk bliver klogere, de ved mere og bedre. De bliver mere “folkelige”, men folkesagnene forsvinder.

Den danske folkelighed kommer på tapetet, og langsomt, i løbet ét århundrede, forsvinder de fortællinger, som den danske almue har fortalt hinanden gennem tiden. Men hvor blev de af? Og hvad kom i deres sted?

I dag ser vi nærmere på, hvordan “historien” om Danmark blev til, og hvordan folkloren er politisk.

Tekst: Astrid Plum

Lyd: Katharina Warrer

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

Det sker så sjældent, at det næsten kan tage pusten fra én, når man pludselig hopper op på cyklen en morgen og intet kan se frem for sig. Når hele byen indhylles i nebuløs grå, og alting pludselig er ude af syne.

Som byboer er tågen noget af det eneste mystiske natur, der kan sive ind i den ellers enormt affortryllede by. Og i et land, der er sparsom på vild natur, er det én af de få hændelser, der stadig kan få verden til at synes fortryllet for en stund. Pludselig befinder man sig uden for tid og sted, landskabet bliver tidløst, og man kunne befinde sig århundreder tilbage i tiden. Det hele føles både gammelt og fremmed, uanset hvor velbevandret man er, der hvor man befinder sig.

Maleren Claude Monet (1840-1926), der malede næsten 100 malerier af forskelligartet tåge i London, har engang sagt, at “uden sin tåge ville [byen] ikke være smuk”. Men tågen forsvinder, både herhjemme og på verdensplan. Og med den forsvinder en af de fineste og mest mystiske naturfænomener, vi har.

I dag skal det handle om tåge, mystisk natur og tabet af den.

Tekst: Astrid Plum

Lyd: Katharina Warrer

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

For 150 år siden kom en A.E. Jakobsen fra Nordfyn med en forudsigelse, som folkemindesamleren Evald Tang Kristensen skrev ned:

“Nisser, trolde, bjærgmænd, ellefolk, underjordiske, havfruer, havmænd, åmænd o. fl. ligger i dvale, men vil vågne året 1900 og gjøre et farligt spektakel og ståhej i landet. De vil lave storm af ‘ingen ting’ og uvejr af endnu mindre.”

Af hvad vi ved af, var der dog intet troldtøj, som vågnede i år 1900 og skabte spektakel. Til gengæld var de i stedet ved at uddø og forsvinde i oplysningstidens “informationstsunami”. Og dog. Nu – et helt århundrede efter Jakobsens spådom – gør de mystiske væsener væsen af sig i den danske samtidslitteratur.

I dette sidste afsnit af sommerskolen om folklore og sagnomspundne tider skal det handle om at genfortrylle verden.

Tekst: Astrid Plum

Lyd: Katharina Warrer

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.